Hele verden rundt for at vende tilbage til begyndelsen
I jagten på oplevelser har jeg i gennemsnit flyttet én gang om året, siden jeg blev voksen.
Heriblandt til Sydafrika og Nepal. Men nu er jeg mod min egen forventning flyttet tilbage til byen, hvor jeg er vokset op.
(Teksten er udgivet i Bjert-Stenderup avisen)
For nogle er det utænkeligt at flytte, men for mig har det været naturligt at flytte efter oplevelser, job og nye muligheder. Siden jeg blev voksen, har jeg flyttet omkring 18 gange.
Jeg har haft svært ved at blive det samme sted i længere tid, hvis en spændende mulighed bød sig. Det har resulteret i mange venskaber og indblik i de danske landsdele og byer i udlandet.
Men nu har vi fundet et dejligt hjem på Stenderup Halvøen, og jeg har lige født vores tredje barn, så vi ønsker at blive her det næste lange stykke tid.
Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, havde jeg aldrig gættet, at det var her, jeg skulle slå mig ned.
Hele verden som hjem
I tyverne var det nemt for mig at flytte rundt. Jeg behøvede kun at tænke på, hvad jeg havde lyst til, og jeg havde ikke mange ting eller høje standarder for min bolig.
Jeg har boet på diverse små og uhumske værelser i Aarhus, København og i Cape Town og Kathmandu.
Som journalist har jeg også haft mulighed for at rejse med mit arbejde til bl.a. Bangladesh, Liberia, Rwanda, Uganda, Etiopien, Serbien og Bosnien.
Nogle gange var vandet brunt, når det kom ud af vandhanen, eller der var ikke gas til komfuret, men oplevelserne var store og uforglemmelige.
Træhus på Langeland
Under corona-nedlukningen blev jeg forhindret i at rejse. I stedet arbejdede jeg fra vores lejlighed på Nørrebro og følte mig indespærret.
Vi endte med at flytte til toppen af Langeland i et træhus i den lille havneby Lohals, som er omgivet af skov.
Vores have var gigantisk, og det var befriende med frisk hav- og skovluft. Vi glemte næsten, at samfundet var lukket ned, da vi havde travlt med at eksperimentere med at dyrke grøntsager, holde høns og gå på opdagelse ved stranden og i skoven. Det var meget eksotisk pludselig at have så meget plads.
Men vi indså også efter et års tid, at det kan være lidt ensomt at bo på en ø, hvor der er langt til venner og familie.
Husmandssted ved vadehavet
Efter vores natur-eventyr på Langeland, som udsprang af corona-situationen, rykkede vi til Jylland i et lejet hus fra 1777 ved Vadehavet, da både min mand og jeg fik nye job i nærheden.
Vores have var omgivet af marker med køer, og der var en Morten Korck vibe om sommeren.
Om vinteren var det dog bælgmørkt, da der ikke var gadebelysning, og vi skulle køre alle steder hen. Danmarks ældste by, Ribe, var et kvarter væk i bil, men det blev hurtigt et projekt, hvis vi skulle handle eller ses med nogen.
Da vi fandt ud af, at jeg var gravid med vores tredje barn, besluttede vi, at vi måtte flytte tættere på familie og på en by, hvor der også var en skole i nærheden.
Vi faldt for den særlige Bjert-stemning
Jeg er oprindeligt fra Kolding, men jeg havde ikke troet, jeg skulle flytte tilbage til kommunen. Men mine prioriteter har ændret sig de seneste år - især på grund af vores børn.
Efter flere hus-fremvisninger i området, ledsaget af snack-besøg hos den Gamle Brugs og gåture i den gamle æbleplantage og langs åen, fik vi virkelig øjnene op for, hvad lokalområdet kan. Her er en særlig stemning, der er svær at beskrive.
Folk er imødekommende, initiativrige og naturen er smuk og inden for rækkevidde. Alt det nødvendige kan nås til fods, og vi kan cykle eller hurtigt køre ind til Kolding. Herfra kan vi hoppe på toget og stadig opleve en masse.
Dog vil jeg medgive, at jeg har opdaget kvaliteten af de nære oplevelser i naturen og vigtigheden af relationen til andre, så de mange rejser er sat på pause lige nu.
I stedet glæder jeg mig til foråret, og til vi skal udforske naturen på Stenderup Halvøen.
