Produktion af reklamevideoer for House of Innovation
“Det føltes grænseoverskridende at skulle stå foran et kamera.” Sådan havde Louise Holmes det, inden optagelserne til en række videoer for House of Innovation gik i gang.
Kontorfællesskabet House of Innovation i centrum af Kolding holder til i historiske bygninger, der tidligere har været en del af Nationalbanken. Udlejningschef Louise Holmes har booket mig til at producere en række videoer med flere medvirkende.
I stedet for at personerne i videoerne læser op fra et manuskript eller siger indlærte sætninger, interviewer jeg de medvirkende. Det skaber mere naturligt sprog og indhold, som er mere relaterbart.
Louise Holmes er fra England, og hun havde ikke set frem til at skulle medvirke i en rundvisningsvideo på dansk. Derfor gav jeg mig god tid til optagelserne, og det satte hun pris på.
"Jeg var mildest talt nervøs over udsigten til at stå foran et kamera. Men Maja fik mig på mirakuløs vis til både at slappe af og se nogenlunde menneskelig ud, og resultatet blev langt bedre, end jeg selv havde turdet håbe på,” siger Louise Holmes, udlejningschef, House of Innovation.
Når jeg producerer video, tilbyder jeg at eksportere det færdige resultat i flere formater, blandt andet 16:9 til hjemmesider og 3:4 til sociale medier. På den måde får mine kunder mest muligt indhold for pengene.
“Vi har været supertilfredse med Maja hele vejen igennem, og hun kan varmt anbefales," siger Louise Holmes.
