Sådan skaber du troværdig kommunikation i en AI-verden, hvor sandheden er udfordret
Synes du også, det kan være svært at følge med i, hvordan du kommunikerer mest effektivt? Her kommer seks konkrete tips til troværdig og professionel kommunikation i en digital AI-verden, hvor sandheden er udfordret. Og apropos kommunikation: Ved udgangen af 2025 er det slut med at bruge de røde postkasser (!)
Tip 1: Undgå stock photos og AI-genererede billeder
AI-billeder er ofte utroværdige. I værste tilfælde kan proportionerne være helt forkerte (som i Sebastian Kleins børnebog, der måtte trækkes tilbage). Og i andre tilfælde kan det virke utroværdigt at invitere til et event med et foto af mennesker, der tydeligvis ikke er ægte personer. Brug derfor rigtige billeder med rigtige personer. Du kan sagtens bruge din mobiltelefon til at tage fotos.
Tip 2: Brug oprigtige citater
Lav små interviews med dine medarbejdere, kunder eller samarbejdspartnere og del deres hovedbudskaber på dine kanaler. Et ærligt citat føles nærværende og skaber troværdighed omkring din virksomhed eller organisation.
Tip 3: Vær konsekvent i tone og stil
Dit udtryk skal være genkendeligt på tværs af kanaler. Hvis tonen skifter fra formel til uhøjtidelig, eller billederne varierer meget i udtryk, udsender du et signal om at være uprofessionel og utjekket. Det kan koste kunder, hvis folk ikke føler, at de kan stole på dit brand.
Tip 4: Vis processen – ikke kun resultater
Del små meningsfulde øjeblikke fra hverdagen i din virksomhed eller organisation – det skaber autenticitet at vise de ansatte, og hvad der foregår bag kulissen.
Tip 5: Invitér til dialog
Kommunikation virker mest troværdig, når den ikke kun går én vej. Giv plads til spørgsmål, kommentarer og kritik – og svar på dem. Det viser, at du tager folk alvorligt.
Tip 6: Hvis du bruger AI, så husk at faktatjekke
Det kan være nemt at falde i AI-fælden og få ChatGPT til at lave uendeligt mange opslag til dine sociale medier. Men pas på. Det kan koste gevaldigt på din troværdighed, hvis fejl sniger sig ind, fordi du overlader for meget til robotten og ikke faktatjekker din tekst (hvis det kan ske for Politiken, kan det også ske for dig).