Vi, der sidder fast i bilkøen, er de heldige

Det var som om nogen råbte mig ind i hovedet:” Alt er til låns - husk at værdsætte det.” Det virker banalt, men i det øjeblik på bagsædet i vores bil, blev det pludselig helt klart for mig. Relationer er det vigtigste, vi har.

Sommerferien er her. Mange kører på ferie, og det resulterer i flere biler på vejene og en risiko for at sidde fast i en udmattende kø. At være låst fast i en metalkasse på hjul uden bevægelsesmulighed er frustrerende. Vi vil gerne frem til vores mål, så hurtigt og gnidningsfrit som muligt.

Vi har netop besøgt min mands forældre ved den jyske vestkyst. Børnene badede, spiste is og skålede i saftevand. Da vi kørte hjem om aftenen, håbede vi, at børnene ville være trætte og falde i søvn. Det gjorde de alle tre. Indtil vi stødte på en ulykke.

Ulykken stopper tiden

En modkørende bil var kørt ind i rabatten foran os, og en kvinde stod febrilsk og forsøgte at få føreren ud ad bilen. 

Min mand stoppede vores bil på landevejen og løb ud for at hjælpe. Han fik føreren ud og begyndte hjertemassage. Han har været mange år i Forsvaret, og han ved pinligt meget mere om førstehjælp, end jeg gør.

Han råbte, at jeg skulle finde vores førstehjælpskasse i bagagerummet. Jeg flåede barnevogn og vådt sommertøj ud og ledte desperat efter førstehjælpskassen.

Flere biler stoppede. Der blev ringet 112. Kort tid efter kom der en ambulance og en politibil susende til ulykken. To af vores børn vågnede af sirenerne. Den tredje sov utroligt nok videre, også da der landede en gul redningshelikopter midt på landevejen.

Den ældste på seks år havde mange spørgsmål til, hvad der foregik. Hvad laver far ved manden? Hvorfor kørte de galt? Kan man lave en bil, når den er i stykker? Hvor længe skal manden sove? Hvor flyver de hen? Koster det penge at flyve i helikopteren? Hvornår skal vi hjem? 

Jeg forsøgte at svare roligt på de mange spørgsmål, mens jeg ammede den mindste på seks måneder og kiggede på min mand, der svedende forsøgte at holde gang i den fremmede mands hjerte.

I bevægelse igen

Situationen satte dagen og livet i perspektiv. Jeg var pludselig utrolig taknemlig. Det var som om nogen råbte mig ind i hovedet:” Alt er til låns - husk at værdsætte det.” Det virker banalt, men i det øjeblik på bagsædet i vores bil, blev det pludselig helt klart for mig. Relationer er det vigtigste, vi har. Især familie og venner.

Dem, der sad fast i deres biler længere fra ulykken, oplevede nok ikke samme klarsyn, som jeg gjorde. Jeg gætter på, at de utålmodigt talte minutter til, hvornår trafikken igen begyndte at bevæge sig. Det ville jeg selv have gjort, hvis jeg ikke vidste, hvad der foregik.

Fordi jeg sad på forreste række til ulykken, blev jeg konfronteret med min egen dødelighed, og hvor hurtigt en almindelig dag kan blive dagen, hvor jeg mister en, som betyder alt for mig.

Efter en time med førstehjælp lettede helikopteren. Politi- og redningsfolk ryddede vejen, talte afsluttende med de involverede, og så begyndte trafikken at glide igen. Vi kørte hjem. Bar børnene ind i seng. Gav hinanden et stort kram og havde begge svært ved at falde i søvn, selvom klokken var mange. Næste dag fortsatte vores liv uden de store udsving. Vi er de heldige.