Vi er flyttet i hus fra 1777 tæt på Vadehavet

Efter halvandet år på Langeland er jeg sammen med familien flyttet til Rejsby i Jylland. Jeg har fået job som kommunikationsansvarlig og underviser i journalistik på Rejsby Europæiske Efterskole.

Hele min barsel med Oskar boede vi på toppen af Langeland i den lille by Lohals. Havet var tre minutter væk, og vi kunne gå direkte ud i skoven fra haven. Jeg brugte en del tid på at overveje, om jeg skulle tilbage til mit job i København eller finde på noget helt andet, hvor jeg kunne være udenfor og have alsidige arbejdsdage.

Jeg drømte om at købe en lækker food truck, så jeg kunne sælge vafler og rosé forskellige steder i landet. Jeg overvejede at blive naturvejleder. Jeg tænkte også på at købe en alpaka og lave en glamping campingplads. Men så faldt jeg over et spændende job i Vestjylland på Rejsby Europæiske Efterskole, som jeg valgte at søge.

Økuller erstattes med nyt eventyr i Vestjylland

Jeg er vild med Langeland, men fra Lohals måtte vi ofte køre 30x2 minutter for at handle ind i Rudkøbing eller 45x2 minutter, hvis vi skulle til Svendborg og hjem igen. Hvilket var opslidende i længden. Især med to børn.

I dialog med min mand Søren har jeg derfor valgt at sige ja til jobbet på Rejsby Europæiske Efterskole, så vi er tættere på familien i Jylland, og vi kun har 10 minutter i bil til byliv i smukke Ribe. Vores hus er fra 1777 og ligger tæt på Nationalpark Vadehavet. Jeg kan nå loftet med hænderne (jeg er kun 165 cm høj) men her er hyggeligt, og vi har udsigt til køer og heste på begge sider af huset.

Rejsby Europæiske Efterskole

Jeg begyndte på jobbet som underviser og kommunikationsansvarlig på Rejsby Europæiske Efterskole i august 2022.

Jeg er imponeret over den passion, som driver mine kollegaer på efterskolen. De ønsker at skabe den bedste undervisning, trygge rammer og sjove oplevelser for de 150 elever, der går på skolen.

Efterskolen har en international profil med fokus på sprog, samfundsfag, politik, kultur og fire årlige rejser. Der er elever fra blandt andet USA, Australien, Tyskland og Grønland, og flere af de ansatte kommer fra udlandet.

Jeg underviser i valgfaget journalistik på tværs af klasserne. Inden jeg begyndte på efterskolen, var jeg ret spændt på elevernes faglige niveau og engagement i timerne. Men det har vist sig at være en fornøjelse at undervise 8.-10. klasser. De lærer hurtigt, og de er ærlige, så der kommer hurtig feedback på min undervisning.

Jeg laver også historier til efterskolens sociale medier, opdaterer hjemmesiden og læser korrektur på forældrebreve.

Snart skal jeg til Berlin med mit journalistikhold, hvilket jeg glæder mig til.

Forrige
Forrige

Nyt magasin fra Berlin

Næste
Næste

Hjemmekontor og vild natur på Langeland